Overdreven dokumentation er en belastning

Hvornår bliver mængden af dokumentation i plejesektoren for stor? Har den allerede nået det punkt? Og i så fald, hvad kan der gøres ved det?

Mere dokumentation og mindre tid til social omsorg

At forstå de mange skemadrevne og tavlebaserede rutiner på et plejecenter eller et bosted er ikke en nem opgave. Der findes nærmest endeløse dokumentationsformer. Hver med sine historiske grunde og med mulighed for at understøtte det faglige arbejde. Samtidig optager disse en god del af tiden til rådighed for social omsorg.

Så, hvad er den rette vej frem? Vi har læst op på flere artikler og forsøgt at samle nogle perspektiver på et slogan med visse negative konsekvenser:

At skabe et transparent og sporbar dokumentation giver god mening. Både til rapportering og kvalitetssikring, men særligt fremadrettet i den faglige opgave. Ved at forstå denne bedre gennem data, som praksis har generet.

Alligevel sætter artiklerne alle spørgsmålstegn ved dokumentationens evne til netop at støtte fagpersonalet og skabe grobund for social vækst eller bedre pleje.

Du kan læse hele artiklen fra VIVE her.

Er mindre dokumentation så vejen frem?

En af de ting, som både KORA og VIVE peger på, er mængden af dokumentation, som i dag anses for at være uhensigtsmæssig høj. I særlig grad den nuværende udmøntning af kvalitetsstyring og it-understøttelse af såvel kvalitetsstyringen som andre områder giver anledning til megen dokumentation.

Samtidig peger en engelsk undersøgelse på en ofte overset faldgrube ved øget papirarbejde. Joseph Rowntree Foundation er en uafhængig social tænketank. Deres undersøgelse er ikke direkte anvendelig i en dansk kontekst, men en pointe står alligevel tydeligt frem.

Jo mere papirarbejde, desto større er risikoen for, at personalet vurderes på deres evner til netop denne del af deres arbejde. Ikke i modsætning til omsorgen, men sådan kan det føles. I en sektor hvor det ansvar ikke belønnes tilstrækkeligt, kan det komplicere rekrutteringsarbejdet for en kommunal plejegiver. Det ligner et voksende problemfelt. Hvilket debatten hos fx FOA også peger på.

Der mangler tilsyneladende et vedvarende fokus på kvalitetsarbejdet og den dokumentationspraksis, som støtter op om den faglige indsats. Frem for en rygdækningsprocedure, der tilmed kan stresse og i værste fald ikke fuldende eller støtte personalet.

Dokumentationen burde altid kunne fremvise, hvordan man på en hvilken som helst dag, i en hvilken som helst pleje- eller handleplan, har ageret efter borgerens ønsker og interesser. Er det ikke derfor, vi er her?

Tilbage ved den engelske undersøgelse er en anden pointe, at diverse observationer foretaget ofte drejer sig om at undgå risici, frem for at forebygge og øge selvstændighed hos borgeren. Uden et dansk sidestykke lyder det alligevel bekendt. Skellet kunne ligge mellem ”person-centret” og ”person-ledet”. Her er fokus mere på den enkelte borgers aktive deltagelse. Det kan måske lyde granulært, men tanken er alligevel væsensforskellig, når man kommer bag om ordene.

Mindre dokumentation er ikke nødvendigvis vejen frem. Flere faggrupper ønsker konkrete datapunkter på det, de foretager sig. Men med mange specialister involveret i udviklingen af kvalitetsmål, kan det bidrage til at øge den samlede mængde indikatorer og dermed de lokale dokumentationskrav.

Her kan standardisering og nationale retningslinjer som FSIII, VUM mv. hjælpe med at ensarte og kvalitetssikre det sprog og tankesæt, som dokumentationen er omfattet af, så fx mængden af prosa kan minimeres og sikre mere tid til kerneopgaven.

Filosof: Unødvendige opgaver stjæler tid fra kerneopgaven:
I Danmark har vi en arbejdskultur af pseudoarbejde, hvor dem, der udfører kerneopgaverne i omsorgsarbejde bliver bebyrdet, siger forfatter og filosof.
Fagbladet FOA