Social- og sundhedssektoren er de seneste år blevet bombaderet med digitale løsninger og velfærdsteknologi, dækkende alt fra robotstøvsugere og loftlifte til telemedicin og ja, apps og tablets, som Sekoia tilbyder. Alle disse produkter er langt hen ad vejen et forsøg på at hjælpe en sektor, der er ramt besparelser og et demografisk pres, som teknologi logisk nok bør hjælpe med at løse.
Men er du én af dem, som har svært ved at gennemskue strømningerne og synes, at ræset om at effektivisere og skære ind til benet, tager fokus fra hvad der betyder mest? Så er du måske medskaber af eller godt træt af de tre forbehold, som vi her ønsker at spænde ben for.
Mange af os gruer for den såkaldte digitalisering, og forstår ikke hvorfor alting skal nytænkes. Det samme gælder velfærdsteknologi, der som paraplybegreb spænder så bredt, at velfærd nok er det eneste, der kan forene teknologierne i deres ambitioner.
Der opstår hurtigt argumenter for og imod. Her har vi listet 3 forbehold, som vi ønsker at tackle på godt og ondt.
Når du hører ordet velfærdsteknologi eller digitalisering, tænker du så: ikke her!? Mest fordi du ikke er den store teknologi-ørn og frygter, at det vil stille dig eller dine kolleger i en svær situation, hvor man ikke kan følge med. Eller er der en anden grund?
Efter 10 år med et stigende antal projekter, som kun har haft driften at lege i, er der opstået en mæthed flere steder, som gør det svært at mose projekter ind. Samtidig har der været skiftet godt ud på EOJ-scenen, med nærmest nye systemer i alle kommuner. Så, kommer der yderligere teknologier til, har de bare at være 100% selvforklarende og ikke kræve tonstung implementering. Digitale løsninger skal være nemme at anvende og må ikke kræve flere års uddannelse eller træning. Tænk på de mange børn som i dag ”bare” bruger smartphones og tablets. Designet er brugervenligt og ofte selvforklarende. Det samme gælder på social- og sundhedsområdet.
Med de forretningsorienterede konsulenter og velfærdsteknologiske afdelinger kom der en del fornuft og ”return on investment” på programmet. En del projekter er forstummet i mindre overbevisende cases, mens andre har præsteret flotte mønstre. Men hvad har det ændret i forhold til de teknologier, man vælger at implementere? Er der kommet flere VR-briller ud på gulvet? Har vi styr på triagen? Eller den borgernære dokumentation og effektmåling? Der er flere hensyn at tage. Det gælder vel om at få styr på formålet med den enkelte teknologi? Hvilke gevinster ønsker man at skabe? Og findes der kvalificeret research på området (evt. fra andre kommuner)?
Når man adresserer nogle af disse aspekter, bliver det tydeligt, at mange nye teknologier kræver stærk ledelse og soleklare præmisser. Når den del er på plads, kan man lettere måle på den kvalitet og de gevinster, der realiseres.
Ser du systemnedbrud, GDPR og datasikkerhed som et tema, der hæmmer de nye teknologier? Mange har det på samme måde. Med serverne der flyttede op af kælderne og det nye cloud computing paradigme blev det muligt at skabe nye IT-processer for kommunerne. Samtidig også nye spørgsmål til datasikkerhed.
Fraregnet de mange papirskemaer der var, og stadig er, i omløb, som den rene GDPR-fest, opnår man en anden fleksibilitet og økonomi med ”skyen” i spil. Og mange kommuner har brugt masser af tid på sådan en omlægning. Vi er dog næppe i mål endnu. Hvad angår sikkerhed, er de store spillere på markedet, som driver den slags cloud datacentre, langt foran de lokale løsninger. Med en stærk interesse i at holde ubudne gæster ude, og med krav om redundans eller back-up services.
Fokus i plejesektoren er på at sikre en bedre ressourceudnyttelse i forbindelse med velfærdsydelserne og tilvejebringe en bedre kvalitet af disse ydelser for deres brugere. I den sammenhæng er der ingen tvivl om, at den rette teknologi vil have sin eksistensberettigelse, og det første skridt i den sammenhæng er at tackle eventuelle forbehold, der måtte findes. Hvis man samtidig formår at forankre sin digitalisering, er man langt i forhold til at introducere ny teknologi.
Sekoia
