Det selvindlysende først. Personalet på bosteder i Danmark har travlt. For travlt, hvis man lytter til folk omkring dem. Flere melder sig under vikarbureauernes faner alt imens kompleksiteten fortsat stiger og mange kommuner ser stillingsopslag efter opslag genopslå. En lang bevægelse hen imod øget fag-faglighed virker svækket og flere ufaglærte må træde til.
Hvorfor går udviklingen den vej? Hvordan påvirker det de sociale tilbud? Og hvilken rolle spiller digitalisering?
En stigning på 26 % på blot 5 år. Tallet i sig selv fortæller, at hverken driften eller budgettet kan følge med.
Kompleksiteten i socialsektoren rummer flere facetter. Dels handler det om borgerne, der i kommunernes varetægt har andre og flere udfordringer end tidligere. Dels personalemanglen og uddannelsesbilledet, men også de stadigt stigende administrative krav som f.eks. dem til dokumentationen.
Fra 2018-2023 er kommunernes budgetter steget med 5,9 mia. kroner. Dog er kun 1,6 mia. som følge af stigende udgifter. De resterende 4,3 mia. er et resultat af den demografiske udvikling. Socialområdet bruger altså 4,3 mia. mere end man bliver kompenseret for. Penge, der skal findes andre steder, eksempelvis på ældreområdet.
Det hjælper heller ikke på situationen, når kommunerne af økonomiske og praktiske årsager føler sig nødsaget til at visitere borgere til tilbud, der ikke er godkendte til at dække disse borgeres behov. Rigsrevisionens rapport konstaterer sort på hvidt, at borgere med psykiske lidelser og misbrug i 10 udvalgte kommuner i 52 ud af 91 tilfælde blev visiteret til et bosted, der ikke var godkendt til det. Svarende til 57 % af de undersøgte borgere. Det påvirker alt fra arbejdsmiljø til opgaveløsning.
Lovmæssigt er der ikke altid klare linjer for, hvad der skal dokumenteres og hvordan. Nogle ting bliver en skønssag og kan i værste tilfælde variere fra person til person. En praktisk løsning på den problemstilling er devisen om ”hellere for meget end for lidt”. Så må den røde tråd i dokumentationen etableres efterfølgende. Måske i samarbejde med tilsynet.
Og det tager tid at skrive alt ned om hver enkelt borger hver eneste dag. Meget tid.
Formatet for dokumentationen er ofte fritekst som dagbogsnotater. Der hersker en prosakultur, som kan virke afskrækkende og demotiverende for nytilkomne. Og virke berettigende for gammel af gårde. Et generationsskifte kan være på vej, men ord som ”dokumentationsbyrde” hænger ved.
Det er en skam, fordi det oprindelige ønske bag dokumentationskravene er prisværdigt. Vi dokumenterer vores indsatser, så vi er sikre på, at vi kan opnå de mål, der er sat med borgeren. Eller blive klogere undervejs; lære og tilpasse retning eller mål efter dokumentationens fund.
Det må kunne gøres bedre, har man nok hørt fra politisk hold? Ambitionerne er da også tydelige, når det kommer til teknologi og noget som kunstig intelligens. Men betingelserne er ikke til stede for at opfylde disse i dag. Med VUM og FSIII går man nogle skridt i en retning, der muliggør dataanalyse. Kvantitative skemaer kan følges, måles og vurderes løbende. Præcis som gode mål kan det for en borger. Uden at miste blikket for den kvalitet, man er sat i verden for at levere.
I vores arbejde med landets sociale tilbud møder vi nogle gange en skepsis overfor nye tiltag. Et tegn på, at der allerede bliver løbet stærkt. Der er mindre overskud til at stoppe op og tage bestik af situationen.
Det kan også ses ved den ængstelighed, man kan spore vedrørende introduktionen af tiltag som FSIII. Dels en kamp om primær faglighed og terminologi. Dels en modstand mod en formalisering af en tværfaglighed, som er absolut nødvendig. Og allerede til stede i kommunerne.
WHO’s standarder nationaliseres i mange lande. De er et udtryk for samme kompleksitet og et fælles ønske om at standardisere, men stadig holde borgeren i centrum. Ikke dokumentationen.
Hverdagen i kommunerne er blevet mere kompleks. Det betyder også, at arbejdsgangene, administrationen, og alt der følger med, er påvirket. Der er en risiko for, det bliver skruen uden ende. På samme måde har digitaliseringen knopskudt for at hænge i. Nogle drømmer om et kvantespring og politisk er der meget tale om teknologi som en redningsplanke. Men har det gang på jorden eller er det bare det nemme svar?
Findes løsningen blandt en eller flere af de 10 udvalgte cases fra KL?
Måske, måske ikke.
De er alle blevet bedømt ud fra tre parametre. Den tidsmæssige effekt, den økonomiske og den kvalitetsforbedrende. Som sådan valide og generaliserbare til en grad, som burde betyde umiddelbar udrulning på landsplan.
Alligevel er det ikke tilfældet.
Skærmbesøg ser ud til at være en af de trends, der har vundet mest indpas. Måske fordi teknologien er enkel, passer på tidens øvrige teknologibillede og bærer synlige økonomiske gevinster. Muligvis også fordi den ikke udfordrer den tværfaglige problematik. Brugergruppen er klart defineret.
Det er ikke alle teknologier på listen, der har det lige så let på den front. Her mødes nærmest alle faggrupper og skal fra hver sin vinkel både levere en indsats og dokumentere dens effekt. Digitaliseringen er nødt til at støtte op om det perspektiv; være med til at nedbryde eventuelle faglige siloer, øge transparensen og sikre vidensdelingen internt blandt personalet. Så også ufaglærte kan tage del af kerneopgaven.
I Sekoia ser vi, at fysioterapeuten ønsker at forlænge sin faglighed gennem videoer. At det faste personale spiller flyverne og de nytilkomne gode i deres borgernære opgavebeskrivelser og at den sundhedsfaglige og pædagogisk faglige jargon kan sameksistere. Et enkelt skema videregiver hurtigt og præcist data, som en leder over tid kan følge op i grafer og basere sin analyse på. Myndighed får et retvisende billede af indsatsen og borgeren kan i sin egen app tage del af sine mål og planer.
Det digitale økosystem må tage for kompleksiteten i en grad, som baserer sig mere på tillid end på historik.
”Plejer er død”.
Sekoia
