Begrebet velfærdsteknologi bliver ofte anvendt om teknologier, der benyttes inden for velfærdsområdet. Det betyder i sagens natur, at begrebet spænder bredt, for hvad er egentlig velfærd? Når Københavns Kommune allokerer 84 mio. kr. til velfærdsteknologi, er disse penge øremærket mange forskellige typer af hjælpemidler, af mere eller mindre avanceret karakter. Velfærdsteknologi er dog meget andet end robotter og IT.
Kort sagt rummer velfærdsteknologi de typer af hjælpemidler, der sikrer at brugeren bedst muligt kan klare sig selv. Listen med eksempler på dette er stadigt voksende i takt med den teknologiske udvikling. Alt fra roterende senge til digitale assistenter betegnes som velfærdsteknologi.
Således giver det mening at tænke på Velfærdsteknologi som et paraplybegreb, der rummer flere typer af produkter, services og hjælpemidler. Nogle endda med fætre og kusiner i andre kategorier, som medicoteknik og e-sundhed.
Medicoteknik er teknologi med det formål at effektivisere sundhedsvæsenet. I takt med den demografiske udvikling, stiger behovet for billigere, hurtigere og bedre løsninger. Netop her spiller teknologien en stor rolle. Et eksempel på en medicoteknisk løsning kunne være en pille, man sluger, der er i stand til at sende målinger inde fra kroppen, så man ikke behøver et kirurgisk indgreb. Et andet eksempel er midlertidige implantater, som er selvopløselige.
Telemedicin er et andet begreb, der tit bliver brugt i forbindelse med medicoteknik. Telemedicin er fx når læger eller sygeplejersker vejleder borgere via elektroniske hjælpemidler i stedet for et fysisk møde. På den måde kan konsultationerne foretages med tidsbesparelser til følge – for både personalet og borgeren – og i flere tilfælde i et andet og mindre rigidt workflow. Ved at give patienten eller borgeren de rette værktøjer til selv at administrere eller monitorere et sygdomsforløb, tilbydes en styring og indsigt, der kan føre til handlinger, der støtter rehabiliteringen.
Forbruger-tiltag inden for sundhedsområdet som e-sundhed, går på at patienter eller brugere kan tilgå egne informationer på internettet, for at lette deling af viden og smidiggøre kommunikationen med sundhedspersonale. Et godt eksempel er MitHelbred, hvor brugeren fx kan booke tid ved lægen eller finde et undersøgelsesresultatet.
I takt med udbredelsen af smartphones oplever en underkategori af e-sundhed, m-health, enorm popularitet. Nu kan brugeren med få tryk på sin telefon få adgang til information, der før i tiden var forbeholdt fagpersoner. Det kan være som ”wearables”, man bærer på sin krop, der samtidig med at agere ur er en pulsmåler, skridttæller eller noget tredje. Informationerne herfra lagres og kan efterfølgende deles med lægen, for at skabe et konstant billede af en tilstand og forbedre et givent sygdomsforløb. Andre apps minder brugeren om at huske morgenmedicinen eller registrere væskeindtag.
Kært barn har mange navne, men formålet med de mange kategorier er ret identisk; at gøre hverdagen lettere for brugeren. I samme øjemed giver Velfærdsteknologi netop kun mening, når borgeren, medarbejderen og den organisation, der investerer, oplever en tilført værdi. Teknologien skal ændre hverdagen til det bedre, og ikke være en hæmsko.
Sekoia
