Når de faglige organisationer tager nye teknologier til sig, er det meget ofte med det formål at få umiddelbar værdi af brugen, fx i form af økonomiske gevinster, som kan sikres på flere måder.
I flere kommuner har man erfaring med “projektitis”, som er når der går overflod i antallet af projekter og konsulenter i driften. Det billede kan være med til at sende midlerne over i mere midlertidige afprøvninger, hvilket er formidabelt for underskoven af nye løsninger, som blomstrer i lyset af de mange kommunale projekter. Sekoia er et godt eksempel på en løsning, der er opstået med rødder i to OPS-projekter.
Men når der skal gevinstrealiseres på de nye teknologier og løsninger, er det så som så med de entydige svar. Særligt på simple modeller for “høsten” af de frugter som følger med. Den reelle projekt-gevinst er ofte lavere end antaget, forbundet med valg af teknologi, type af organisation, opstartsomkostninger mv. Fælles for mange af velfærdsteknologierne er, at det kræver tid og vedvarende næring, før gevinsterne tydeliggøres. Det kan være demoraliserende for brugerne, som til tider er genstand for øget test-virak, idet man bedst afprøver nye løsninger i den reelle drift vs. living lab metodikken.
Det kan derfor hjælpe at ændre anskuelsen af selve implementeringsprocessen. I stedet for at betragte det som et lineært projekt med fast start- og slutdato, kan implementering betragtes som en proces, der har et før og et efter med afgørende effekt på, om man lykkes med at opnå de ønskede resultater. Medarbejderne går fra at gøre ét til at gøre noget andet, hvorfor det er nødvendigt at:
Gevinstrealisering er ikke et afkoblet andet projekt, men et samlet organisatorisk view, som omhandler samtlige involverede arbejdsprocesser, ressourcer af alle slags og den forandring, som den nye løsning kan støtte brugerne i.
Den involverede ledelses primære fokus er ofte på forandringsledelse i et afgrænset tidsrum. Men giver det mening, når forandringen er permanent og vedrører kerneopgaven? Fokus kan i stedet flyttes til forankringsledelse, hvis formål er at sikre et reelt indoptag af teknologien som fast bestanddel af personalets hverdag – også efter implementering og projektafslutning. Implementering er en kontinuerlig proces, der løbende udvikler sig i takt med, at arbejdsgangene udvikler sig med den nye teknologi. Derfor kræves der ligeledes løbende justering og prioritering fra ledelsens side.
I en dagligdag hvor tiden til forandring og innovation er begrænset, er teknologien udset til at skabe effektivitet og kvalitet i indsatsen. I den sammenhæng er gevinstrealisering et fokusområde, som udrulning af digitale løsninger bør have for øje. De ønskede gevinster skal kontinuerligt afspejle organisationen og det lokale hvorfor. Som i “hvorfor ønsker vi denne forandring?”. Alle arbejdsredskaber bør hente deres eksistensberettigelse i evnen til at støtte op om netop det formål. Og den konstante afstemning af dette kræver tilsvarende en fokuseret, struktureret og vedholdende indsats.
Sekoia
