Fra start var fokus en “aktivering” af borgerens forskellige aktiviteter og beskrivelser. Før Sekoia levede de i et andet system, men blev sjældent anvendt, da de primært kunne tilgås fra en computer. Derfor var det et ønske at skabe en klar og tydelig kobling mellem den del af borgerens dagligdag, som kræver støtte fra personalet, og hvordan opgaven så også løses. Med Sekoia er det muligt.
På Limfjordsbakken har der særligt været fokus på, at fagligheden specialiseres i forhold til borgere med senhjerneskader. Konkret betyder det, at rammen for beskrivelserne er:
Kort sagt ønskede man både en faglig specialisering og implementering. Begge dele er muligt med Sekoia og KMD Nexus i samspil.
Udover fokus på beskrivelser, arbejder Limfjordsbakken også med borgerens narrative fortælling. Specielt hos de borgere, der ikke selv er i stand til at forklare sig og fortælle om dem selv og deres behov. Det har også i høj grad indflydelse på den faglige tilgang. Den bliver tilpasset til borgerens behov for støtte og tager højde for den enkelte borgers fysiske og kognitive funktionsniveau.
Fortællingen, der formidles fra kollega til kollega, kommer til at sætte rammen for tilgangen til borgeren. Det stiller krav til formidlingen og detaljegraden af beskrivelserne af borgeren. Disse skal have den detaljegrad, der er nødvendig for at opnå de ønskede mål. Detaljegraden hjælper også med at tilføje flere perspektiver til fortællingen. Ikke kun af flere personer, men også af personer med forskellige fagligheder. Det skaber et mere fyldestgørende og nuanceret billede af borgeren.
Leder på Limfjordsbakken Susanne Amalie Thomassen uddyber:
”Det kunne eksempelvis være en fortælling om en borger, der ikke bryder sig om berøring. Den fortælling har brug for et modstykke og et supplement. Andre fortællinger. En anden medarbejder kan have en anden oplevelse, som afhænger af personalets individuelle relation til borgeren. Hvis fortællingen om, at borgeren ikke ønsker berøring står alene, kan det ende med, borgeren aldrig bliver rørt. Eller omvendt hvor f.eks. en vikar ser en medarbejder berøre en borger og tænker: ”Nårh, det kan jeg også godt hos ham”.
Ligesom borgerens beskrivelser skal være tilpasset den enkelte borger, skal deres dag betragtes som en helhed. Modsat fragmenterede intervaller. Susanne forklarer:
”Borgerens liv skal ikke indrettes i tidsintervaller, der passer personalets arbejdsplan. Så ingen 7-15, 15-23 og 23-07. Derimod skal man se borgerens dag som en helhed, som danner grundlag for en uge, en måned, et år – et helt liv. Det er et helt liv, der leves her – i mange år.”
I Sekoia bliver borgerens opgaver og indsatser vist for hele døgnet. Derfor bliver det helt naturligt, at personalet ser borgerens hele dag. Det giver en bedre koordineret dag for borgeren. Og der kan planlægges ud i fremtiden for bedre struktur og forudsigelighed.
Så hvordan sikres det, at de nye ændringer bliver implementeret og senere forankret på Limfjordsbakken?
Aktivitetsbeskrivelserne drøftes på personalemøderne. Så man har et åbent forum til at tale om, hvad man gør. Og hvorfor. Hvad der lykkes, og hvad der ikke lykkes. Ikke for at pege fingre og finde fejl, men for at få input fra kollegaer og få flere faglige perspektiver fra forskellige faggrupper på. Og få klargjort om udfordringerne kan skyldes, at man viden eller introduktion til noget.
Der er altid en risiko for at nye tiltag og værktøjer bliver skubbet til side, når hverdagen trykker på. Derfor har ledelsen på Limfjordsbakken også haft fokus på den faglige implementering af Sekoia. Og på at sikre forankringen i hverdagen. Her hjælper det, at værktøjet er lettilgængeligt og intuitivt at bruge.
Aktivitetsbeskrivelser kan let tilgås i de konkrete situationer, og dermed lettere understøtte en fælles tilgang og kvalitet i opgaveløsningen. Det er meningsskabende og forhåbentlig giver det Limfjordsbakken de bedste chancer for at lykkes med deres faglige mål.
Sekoia
